23948sdkhjf

Umulig Whopper uden kød på vej

Burger King vil med på plantebølgen
Den kødfri bølger rammer nu for alvor også den amerikanske burgergigant Burger King:

Kæden har indgået et kæmpestort samarbejde med californiske Impossible Foods, der har specialiseret sig i udviklingen af plantebaserede kødalternativer - et samarbejde, som skal sikre kødfri varianter af Burger Kings verdensberømte Whopper-burgere.

Det skriver Berlingske med henvisning til oplysninger fra Financial Times.

Burgeren, der vil blive kaldt Impossible Whopper, skal efter planen i første omgang lanceres i 59 Burger King-restauranter i St. Louis i Missouri.

Senere i år skal den rulles ud i tusindvis af andre Burger King-restauranter, og måske også i Danmark.

- Vi arbejder løbende på at udvikle nye, innovative produkter til vores menu og har senest lanceret en halloumiburger, som danskerne har taget godt imod. Lige nu tester vi den plantebaserede burger i et udvalg af vores restauranter i USA, og hvis den viser sig at være en succes, kan jeg ikke afvise, at danskerne også vil kunne finde den på vores menukort i fremtiden, siger Sofie Navardsen, markedschef for Burger King Danmark, til Berlingske.

Også en anden fødevaregigant, schweiziske Nestlé, har meldt sig ind i kapløbet om kødfri burgere. Nestlés vegetariske/veganske dattervirksomhed Hälsans Kök lancerede for nylig en kødfri variant med navnet Incredible Burger på det danske marked.

Burgerens røde farve kommer fra planteekstrakter af rødbeder, gulerødder og peberfrugter, og marmoringen består af oliestykker, der smelter under madlavning og gør bøffen saftig. Proteinet kommer hovedsagelig fra soja og hvede, oplyser Nestlé.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11